Sun-Air præsenterer 42. overskud i streg

Sun-Air har præsenteret deres seneste regnskab. Det byder på det hidtil 42. år med overskud og endnu et plus på bundlinjen i en ellers presset luftfartsbranche.

Luftfartsbranchen er presset i disse tider. Evigt stigende C02kvoter og den stigende dollar gør det sværere og sværere for de forskellige luftfartsseleskaber at holde snuden i vejret - for ikke at tale om at lave overskud. Det er også derfor, at det er imponerende, når Sun-Air's administrerende direktør, Kristoffer Sundberg, stolt fremviser selskabets 42. overskud. I streg, altså.

"Sun-Airs regnskabsår 2018/19 er ganske acceptabelt, forholdene i branchen taget i betragtning. Det er klart, at det kan mærkes, når C02-kvoterne er steget med 18% i forhold til sidste år og dollaren stiger 6%, men vi er stensikre på, at vores strategi er den rigtige, og det kan også ses i dette års flotte overskud. Helt konkret, har Sun-Air præsteret en nettoomsætning på over 491 millioner kroner og et resultat efter skat på lidt over 9,3 millioner kroner. Altså en betydelig forbedring fra sidste års resultat, der lød på henholdsvis 465 millioner og 5,2 millioner kroner efter skat.

En bevist succesfuld strategi
Fremadrettet vil Sun-Air Aviation Group fokusere på at følge de sidste par års bevist succesfulde strategi. Selskabet har nemlig været heldige med at finde forholdsvis små nicher, der til gengæld er blevet udnyttet fuldt ud. Eksempelvis er samarbejdet med British Airways fortsat i udvikling og har i 2018/19 budt på tre nye ruter i form af Bodensee-Hamborg, Bodensee-Toulouse og Bremen-Toulouse.

Underselskabet JoinJet har også oplevet succes med deres fokus på at skabe en "boutique private jet oplevelse". Med professionalisme, punktlighed, varme, og personlig service, har de formået at skabe et stærkt brand i en ellers divers branche.

Ambulanceflysegmentet har siden starten været i en positiv udvikling, derfor vil det i 2019/20 blive en særskilt forretningsenhed under sit eget nye brand, SmuuthCare.
Flåden er også blevet omstruktureret. Ind er kommet endnu en Hawker 4000 - ud er kommet forskellige reservedele og enkelte fly. Det betyder en lettere, mere mobil flåde, og det er da også en smilende direktør, der kan melde, at de sigter efter endnu et godt år i 2019/20:

"Vi vil være tro mod vores mission, nemlig First Class for Everyone, leveret med et smil, for det er her vi differentierer os. 2018/19 har været et benhårdt år med fluktuerende brændstofpriser, valuta og ikke mindst en stigende C02kvotepris. Vi har dog fuld tiltro til vores strategi, og forventer at 2019/20 bliver lige så godt som sidste år." - Kristoffer Sundberg

Om Sun-Air Aviation Group
Sun-Air Aviation Group favner flere forskellige forretningsenheder. Indtil videre består selskabet af: Sun-Air (Ruteflyvning), Sun-Air Technic (Flyvedligehold & Reservedele), JoinJet (VIP & ad-hoc flyvning) samt Ambulanceflyvning der bliver i et særskilt brand.