Fra en beskeden start...

Fra en beskeden start i 1978, hvor renovering af og handel med fly var det egentlige forretningsgrundlag for selskabets stifter, Niels Sundberg, er SUN-AIR igennem årene ekspanderet til en betydelig operatør inden for flere felter. Bedst kendt er nok franchisesamarbejdet med British Airways, som har medført, at alle ruteflyvninger sker i British Airways-regi, ligesom alle fly fremstår i British Airways-bemaling.

 

Firmanavnet SUN-AIR kommer af de første tre bogstaver i Niels Sundbergs efternavn "SUN" - de samme tre bogstaver som udgør Niels Sundbergs flyverbogstaver / kaldenavn i flyet.

 

I 1987 bliver selskabet et regionalt flyselskab, og i 1990 etableres firmaets første rute, som blev fløjet mellem Billund og Köln. Gennembruddet for ruteflyvning kom dog først året efter med åbningen af ruten mellem Aarhus og Oslo. Andre ruter, som stadig kører i bedste velgående er Billund-Manchester-ruten, som åbnede i 1997 og Billund-London City-ruten, der er fløjet siden 2009.

 

I august 1996 indgik SUN-AIR sit franchisesamarbejde med British Airways, og den dag i dag flyves alle rutefly under dette samarbejde. I anledningen af, at SUN-AIR som det første regionale selskab uden for Storbritannien havde indgået en franchise-aftale med et af verdens største flyselskaber, mødte British Airways op i Københavns Lufthavn, hvor lanceringen blev markeret med et af deres store Concorde-fly.

 

I 1997 præsenterede British Airways sin nye "Corporate Identity" worldwide. Dette gjaldt naturligvis også for dets danske franchisepartner. British Airways havde i den anledning engageret 12 internationale billedkunstnere til at dekorere halepartierne på samtlige fly. Det synlige resultat af British Airways' nye "Corporate Identity" skulle være en flyvende kunstudstilling under navnet "Wings". I Danmark stod Per Arnoldi for dekorationen af SUN-AIRs flyflåde, som før franchisesamarbejdet var kendt for det røde haleror med S-logoet. Senere gik British Airways - og dermed også SUN-AIR - tilbage til at dekorere deres haleror med det kendte Union Jack flag, som vi ser i dag. Man kan kun sige, at franchisesamarbejdet har kørt upåklageligt, og i 2021 kunne samarbejdet fejre sit 25 års jubilæum. 

 

I 2009 skiftede SUN-AIRs charterafdeling navn til JoinJet med Niels Sundbergs søn Kristoffer Sundberg i spidsen. Dette betød blandt andet, at JoinJet fik sin egen hjemmeside, sit eget unikke design og logo. I dag har JoinJet sit eget team bestående af bl.a. charterplannere, piloter og stewardesser, som klarer alle opgaver i forbindelse med firmaets charterflyvninger.

 

Mens mange andre flyselskaber har skåret ned på servicen, er SUN-AIR gået i den modsatte retning. Siden 2009 er alle ydelser inkluderet i prisen både mad, drikke og bagage. SUN-AIR sætter service i højsædet, og dette har bl.a. ført til, at virksomheden ved Danish Travel Awards i 2009, 2010 og 2012 vandt prisen som "Bedste Europæiske Flyselskab".

 

SUN-AIR modtog desuden SOS Rejseprisen i 2013. Rejseprisen uddeles af foreningen Danske Rejsejournalister, der hvert år giver en hæderspris til en person eller et firma, som inden for rejsebranchen har gjort noget særligt for danske forbrugere i årets løb. SUN-AIR fik prisen for at have fortsat nogle af de ruter, der blev lukket ved Cimbers konkurs, og for sit høje kvalitets- og serviceniveau.

 

I forbindelse med Kristoffer Sundbergs 30 års fødselsdag i 2014 blev generationsskiftet i SUN-AIR offentliggjort. Som første etape i generationsskiftet indtrådte Kristoffer i direktionen.  I vinteren samme år deltager familien Sundberg i en programserie på DR2 omhandlende generationsskifte ved navn ”Virkelighedens arvinger”, som blev sendt første gang i marts 2015.

 

SUN-AIR opkøbte ScanTech (Scandinavian Aircraft Technologies A/S) i Sindal Lufthavn i november 2014.  ScanTech er specialiseret i Beechcraft fly og Beechjet og udfører flyvedligeholdelse på stempel- og turboprop-fly og business jets. Med overtagelsen flytter SUN-AIR vedligeholdelsen af sine Hawker/Beechjets til Sindal. ScanTech blev stiftet i 2004 og drevet af fire personer med mange års erfaring inden for branchen. Endnu flere års erfaring ligger bag virksomheden, da ScanTech i 2004 opkøbte Business Flight Services, som havde eksisteret i over 25 år.

 

I 2015 indgik SUN-AIR i et samarbejde med Avex Air i Sydafrika om overtagelse af en aktiepost i Avex Technical. Dermed udvidede og udviklede SUN-AIR sin aktivitet i Sydafrika med at servicere kunder inden for områderne flyvedligehold, komponentsalg samt overhaul specielt rettet mod flytyperne Dornier, Beechcraft og BeechJet. Firmaet opererer under navnet A&S Technic.

 

Etableringen af SUN-AIR Technic blev lanceret 1. maj 2016 og er en sammenlægning af ScanTech og SUN-AIRs øvrige værksteder samt lageret.

 

I 2017 overtager Kristoffer Sundberg posten som CEO, mens Niels Sundberg fortsætter som hovedaktionær i SUN-AIR samt bestyrelsesformand. Ved årets Danish Travel Award show i Cirkusbygningen i København vinder SUN-AIR sin 4. Danish Travel Award for Bedste europæiske flyselskab.

 


Kontakt info

SUN-AIR of Scandinavia A/S
Postboks 243
Cumulusvej 10
DK-7190 Billund
Danmark
CVR 83591528

T: +45 76 50 01 00
[email protected]

Affiliated member of oneworld alliance          

Følg os
Luk Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere